Tilbage

 

 

UDDRAG AF LOGE NR. 2, SCANDINAVIAS HISTORIE.

Loge nr. 2, Scandinavia, er stiftet den 8. maj 1880, kun to år efter stiftelsen af loge nr. 1,
Danmark. Faktisk var det fem brødre fra loge nr. 1, Danmark, der ansøgte den tyske
Storloge om tilladelse til oprettelse af en loge nr. 2 i Kongeriget Danmark.Efter at de fem
brødre var godkendt som værende i besiddelse af de nødvendige grader, og efter at lejemål
var aftalt med loge nr. 1 Danmark, gik de fem brødre, der udgjorde logens første
embedsmandsgruppe, i gang med at hverve flere medlemmer samt at starte logens arbejde.
De fem brødres navne var: Aldolph Bauer, Louis Wassmann, Ferdinand Philipson, samt en broder Lachmann
og en broder Langsted. De blev hhv. Overmester, Undermester, Sekretær, Skatmester og Kasserer.
Indstiftelsen blev forestået af daværende Exmester Andreas Holck (fra nr. 1 Danmark)
på Den tyske Storloges vegne, da en dansk Storloge endnu ikke var etableret.

Logens tre domiciler

Logens første hjemsted var i Frederiksstaden, nemlig i St. Kongensgade nr. 55 (fire husnumre fra hjørnet af Dr. Tværgade). Da man i mange år havde savnet et fælles logehjem for de københavnske loger, erhvervede Ordenen i 1895 en ejendom på Nørre Vold, hvortil også loge nr. 2 flyttede fra ejendommen i St. Kongensgade. Men det var en kortvarig udflugt, for fem år senere flyttede man tilbage til Frederiksstaden. I år 1900 var loge nr. 2 med i erhvervelsen af et nyt fælles hjem for de Københavnske loger, idet Ordenen erhvervede det tidligere Koncertpalæ, nu Odd Fellow Palæet, for en sum af 1 million kr. Scandinavialogens indskud blev fastsat til kr. 35. 000. Dette indskud er senere forhøjet til kr. 200.000

Logens medlemmer

I løbet af de første 100 år af sin eksistens er der indviet i alt 852 brødre i Scandinavia-logen. På et tidspunkt har logen rummet i alt 200 brødre, hvilket nok var i overkanten med hensyn til sammenhængskraft. Ved 100 års jubilæet i 1980 var antallet af brødre reduceret til 72. Siden har der været en nedgang til omkring 35 brødre, men siden 1999 har logen atter været i fremgang, således at logen i dag tæller 45 brødre og andre fem er på vej til optagelse.

I november 1893 optog man medlemmerne fra loge nr. 19 Ridgely, der blev nedlagt 8 år efter oprettelsen. I de følgende år optog man endvidere en række hjemvendte medlemmer fra bl.a. Berthel Thorvaldsen logen i New York.

Socialt og hunanitært arbejde via logens fonde.

Den vigtigste sociale foranstaltning var i mange år sygehjælpen, der først blev ophævet i 1919. Endvidere tegnede logen ved indtræden af hvert nyt medlem en livsforsikring, hvor forsikringssummen ved medlemmets død udbetaltes til de pårørende som begravelseshjælp. I 1885 stiftede brødrene en hælpeforening med navnet Samaria, hvis formål var at understøtte brødre og deres familier, der var kommet i akut nød. En anden fond med et socialt understøttelsesformål, er Enkefonden, hvis oprindelse går langt tilbage. Fra midten af forrige århundrede etableredes Institutionen Enkeværgerne, der havde til opgave at holde øje med, om de respektive enker havde behov for en håndsrækning, samt sørge for, at enken bevarede en kontinuerlig kontakt med logen. Enkeværgeinstituttet eksisterer fortsat og har stor betydning for logens kontakt til brødrenes enker. Disse inviteres fast til logens årlige skovtur samt til den årlige julesammenkomst, der går under betegnelsen "Julestemningen", hvor der uddeles gaver til enkerne samt bydes på lødig underholdning, ofte kormusik, enten i logesalen eller i selskabslokalerne.

Derudover er der i årenes løb oprettet en række øvrige fonde, hvis formål alle er etiske eller humanitære. Fondsmidlerne er tilvejebragt af logens brødre, enten ved kontingentindbetalinger eller ved testamentariske gaver fra afdøde brødre. Blandt disse fonde skal nævnes Broder Juul Steens og Hustrus Mindefond, samt Broder Anker Petersens Fond.

I 1885 oprettedes Skoleudvalget, som en særlig støtteforanstaltning overfor børn af logebrødre, der havde økonomiske vanskeligheder med at fortsætte i en betalingsskole, hvor de var startet. Denne idé har siden bredt sig til de øvrige loger, og økonomien i udvalgets drift er baseret på, at den enkelte logebroder lægger en erkendtlighed som tak for en hilsen, han modtager hvert år fra Skoleudvalget på sin fødselsdag.

Logens forskerpris

Hvert andet år uddeler loge nr. 2 en medicinsk forskningspris til en læge, der blandt fagkolleger har dokumenteret særligt gode anlæg for gode forskningsresultater. Overlæge Tom Skyhøj har to gange modtaget logens forskerpris for sin behandlingsindsats for patienter, der har været ramt af et eller flere tilfælde af blodpropper, hvor en tidlig indsats og genoptræning har vist sig at have stor betydning for et godt rehabiliteringsresultat.

Andre aktiviteter, som logen deltager i

Gennem de senere år har loge nr. 2 sammen med andre loger på landsbasis bidraget til oprettelsen af den af Storlogen administrerede Hospicefond, der kan understøtte uddannelsen af specialtrænet personale, f.eks. i palliativ behandlng, efter ansøgning eller yde tilskud til enkelte brødres hospiceophold, ligeledes efter ansøgning.

Sammen med de øvrige palæloger og loger i distrikt 1 deltager loge nr. 2 i arrangement af den årlige fest for ensomme gamle og syge.

Loge nr. 2 Scandinavia har i sin tid "leveret" en Storsire til Ordenen, nemlig broder Valdemar Madsen, der blev indviet i logen den 7. februar 1905. Endvidere har logen leveret en Storkapellan til storlogen, nemlig broder Lundstrøm. Logen hædrede ham herfor ved at lade ham portrættere som Storembedsmand. Kapellanens opgave er at levere et indlæg med et etisk indhold til eftertanke ved logemødets start samt ved logemødets afslutning.

Endvidere har loge nr. 2 medvirket til, at Odd-Fellow Foreningen Fr. den VIII, Gentofte, i september 1973 blev omdannet til en rigtig Odd-Fellow loge, hvortil nogle brødre fra nr. 2 Scandinavia valgte at lade sig overflytte.

Gennem årene har loge nr. 2 haft venskabsforbindelse med flere indenlandske og udenlandske loger. Dette gælder således loge nr. 46, Sjølund i Vordingborg, loge nr. 27 Ansgar i Ålborg, en forbindelse der har være afbrudt, men senere er genoptaget. Endvidere har vi haft særlig kontakt med loge nr. 49, Saxo blandt de københavnske palæloger. Af udenlandske loger har vi haft særlig glæde af vor venskabsforbindelse til Gauss-Weber logen i Gøttingen (vi deltog i deres 100 års jubilæum i 1999), og vi har sidste år etableret forbindelse med vor nye svenske venskabsloge, nr. 2 Veritas af Trelleborg (venskabsforbindelsen etablereret kort efter Øresundsbroens åbning).

OVERSIGT over logens Over- og Undermestre siden 100-års jubilæet i 1980:

Termin 1979-81: Overmester Poul Ryander, Undermester Kaj Johansen
Termin 1981-83: Overmester Kaj Johansen, Undermester Ib Larsen
Termin 1983-85: Overmester Ib Larsen, Undermester Mogens Nefer
Termin 1985-87: Overmester Mogens Nefer, Undermester Werner Ackermann
Termin 1987-89: Overmester Erik Moth Poulsen, Undermester Hother V. Jørgensen
Termin 1989-91: Overmester Hother V. Jørgensen, Vac. 90, Undermester Jørgen Kalf.
Termin 06/11-90:Overmester Kurt Jacobsen 6/11-90
Termin 1991-93; Overmester Kurt Jacobsen, Undermester Jørgen Kalf
Termin 1993-95: Overmester Jørgen Kalf, Undermester Axel Schreiner
Termin 1995-97: Overmester Axel Schreiner, Undermester Bent Mathiasen Vac. 25/4-95 til 96
Termin 1995-97: ...........................................Undermester Ib Larsen 7/5-96 til 99
Termin 1997-99: Overmester Axel Schreiner, Undermester Ib Larsen
Termin 1999-01 :Overmester Ib Larsen, Undermester Alf Seid Luvard 06/4-99 til 08/2-.00
Termin 1999-01 : ...................................Undermester Finn Jensen 08/2-00-24/4-01
Termin 2001-03: Overmester Finn Jensen, Undermester Mogens Everdahl
Termin 2003-04: Overmester Finn Jensen, Undermester Mogens Everdahl
Termin 2004-05: Overmester Mogens Everdahl, Undermester Bent Soelberg
Termin 2005-07: Overmester Mogens Everdahl, Undermester Johnny Olin
Termin 2007-09  Overmester Johnny Olin, Undermester  Flemming Hansen
Termin 2009-11  Overmester Johnny Olin, Undermester Claus Christensen
Termin 2011-      Overmester Claus Christensen, Undermester Birger Jensen

Forsiden Embedsmænd Formål Hvordan man bliver optaget i Ordenen Logens historie Logebilleder

Tilbage Til Toppen